Læs om
det filosofiske og naturvidenskabelige afsæt
til forestillingen SPRÆKKER
SPRÆKKER – en danseforestilling og en performanceinstallation
Der ligger både filosofiske og naturvidenskabelige tanker til grund for forestillingen. For at starte med det sidste: Termodynamikkens 2. lov, fortæller os, at universet til stadighed bevæger sig mod større og større kaos. Universet består af energi, og loven fortæller os, at al energi i universet langsomt, langsomt, langsomt vil blive omdannet til varme. Den mest komplekse energiform af dem alle. Ved hvert møde, ved hver bevægelse, overføres en lille smule energi fra fast form til varme. Når energi først er omdannet til varme, kan det ikke gå tilbage og blive fast form igen.
Gennem den måde vi lever på lige nu, sætter vi ekstra fart på opvarmningen: Vi trækker ressourcer op af jorden, forbruger dem og brænder dem af. Og de kommer som sagt ikke tilbage igen. Vi sætter turbo på den naturlige langsomme fremadskridende bevægelse mod større varmeenergi.
Men dette er ikke den eneste mulighed. Vi kan forandre vores måde at være her på. Vores måde at være sammen med alt andet levende på vores planet.
At træde ind i forandringens dans
Det der var rigtigt i går, er måske ikke længere sandheden i dag. Det der før var glat og friskt bliver rynket og skrøbeligt. Alt levende vil før eller siden blive svagere, smuldre og blive til støv. Men ofte arbejder vi imod denne bevægelse. Vi bryder os ikke om at indse, at virkeligheden er i evig forandring. Vi forsøger at fastholde en færdig, perfekt og evig virkelighed. Men det er ikke livets natur. Livet genskaber hele tiden sig selv, men altid med en lille forandring: evolutionens tilpasning til omstændighederne. Livet kræver af os, at vi til stadighed er i gang med at skabe verden. At vi accepterer, at både vi og alt omkring os er undervejs mod en ny form. For at være levende i en levende verden, må vi træde ind i skabelsen af det nye, som endnu er ukendt. Vi må deltage i forandringens dans.
Livet findes overalt. Alting bliver natur så snart mennesket vender det ryggen. Livet finder alle sprækker at vokse igennem. Livet skaber sprækker. Livet udvider sprækker. Og livets styrke er enorm. Det udtrykker sig i en uendelighed af former. Fra bakterie til egetræ, fra regnorm til pukkelhval, fra radise til menneske er det samme mystiske kraft, der sætter det hele i gang.
Den omvendte lov
Ifølge institutleder Troels Harmark fra Niels Bohr Instituttet er ”livet en usandsynlighed, der kan skabe orden ud af kaos.” Livet er altså undtagelsen til termodynamikkens 2. lov. Livet kan trække ressourcer op af jorden, og sætte dem sammen i nye ordnede og fantastiske systemer. Livet er på den måde, både dét der er truet af vores måde at behandle planeten på, men det er også dér løsningen, og dér håbet ligger. Vi har magten til at værdsætte og nære livet i alle dets former – eller lade være.
Sprækkerne synliggør den usynlige side af verden. Som i en kærlighedshistorie, må vi med åbenhed, respekt og forundring nærme os livets skjulte hemmeligheder. Og gøre os umage med hvert skridt.
Der ligger både filosofiske og naturvidenskabelige tanker til grund for forestillingen. For at starte med det sidste: Termodynamikkens 2. lov, fortæller os, at universet til stadighed bevæger sig mod større og større kaos. Universet består af energi, og loven fortæller os, at al energi i universet langsomt, langsomt, langsomt vil blive omdannet til varme. Den mest komplekse energiform af dem alle. Ved hvert møde, ved hver bevægelse, overføres en lille smule energi fra fast form til varme. Når energi først er omdannet til varme, kan det ikke gå tilbage og blive fast form igen.
Gennem den måde vi lever på lige nu, sætter vi ekstra fart på opvarmningen: Vi trækker ressourcer op af jorden, forbruger dem og brænder dem af. Og de kommer som sagt ikke tilbage igen. Vi sætter turbo på den naturlige langsomme fremadskridende bevægelse mod større varmeenergi.
Men dette er ikke den eneste mulighed. Vi kan forandre vores måde at være her på. Vores måde at være sammen med alt andet levende på vores planet.
At træde ind i forandringens dans
Det der var rigtigt i går, er måske ikke længere sandheden i dag. Det der før var glat og friskt bliver rynket og skrøbeligt. Alt levende vil før eller siden blive svagere, smuldre og blive til støv. Men ofte arbejder vi imod denne bevægelse. Vi bryder os ikke om at indse, at virkeligheden er i evig forandring. Vi forsøger at fastholde en færdig, perfekt og evig virkelighed. Men det er ikke livets natur. Livet genskaber hele tiden sig selv, men altid med en lille forandring: evolutionens tilpasning til omstændighederne. Livet kræver af os, at vi til stadighed er i gang med at skabe verden. At vi accepterer, at både vi og alt omkring os er undervejs mod en ny form. For at være levende i en levende verden, må vi træde ind i skabelsen af det nye, som endnu er ukendt. Vi må deltage i forandringens dans.
Livet findes overalt. Alting bliver natur så snart mennesket vender det ryggen. Livet finder alle sprækker at vokse igennem. Livet skaber sprækker. Livet udvider sprækker. Og livets styrke er enorm. Det udtrykker sig i en uendelighed af former. Fra bakterie til egetræ, fra regnorm til pukkelhval, fra radise til menneske er det samme mystiske kraft, der sætter det hele i gang.
Den omvendte lov
Ifølge institutleder Troels Harmark fra Niels Bohr Instituttet er ”livet en usandsynlighed, der kan skabe orden ud af kaos.” Livet er altså undtagelsen til termodynamikkens 2. lov. Livet kan trække ressourcer op af jorden, og sætte dem sammen i nye ordnede og fantastiske systemer. Livet er på den måde, både dét der er truet af vores måde at behandle planeten på, men det er også dér løsningen, og dér håbet ligger. Vi har magten til at værdsætte og nære livet i alle dets former – eller lade være.
Sprækkerne synliggør den usynlige side af verden. Som i en kærlighedshistorie, må vi med åbenhed, respekt og forundring nærme os livets skjulte hemmeligheder. Og gøre os umage med hvert skridt.