Efterladte værker af Viggo Tuxen / 14.6. – 26.6.25

Viggo Tuxen var en flittig mand, som producerede mange værker. Vi har deltaget på flere udstillinger med god afsætning af hans værker, men vi har fortsat en del tilbage, som vi gerne vil vise.

Viggo var malersvend og debuterede fra Kunstakademiet i København i 1945. Han slog sig op på landskabet, opstillinger og figurportrætter m v. Senere kom det abstrakte ind og ikke mindst en mængde collager. 

Viggo boede en overgang i Roskilde og havde sin gang på Kunst centeret på Sct Hans. Derefter flyttede han til Ærø og efter nogle år tilbage til udgangspunktet København.

Da Viggo forlod denne verden, pakkede vi hans store produktion ned i en kælder, der desværre i 2011 blev oversvømmet og vi fik travlt med at sortere og forsøge at bevare en del af hans værker. Vi fik mulighed for at få sorteringsplads i den nu nedrevne Hal 1 og fik hel uvurderlig hjælp fra Erik Schwartzbart. Vi fandt det allerbedste frem og foranstaltede i 2018 en vellykket udstilling i Roskilde Kunstforening (”To malervenner Viggo Tuxen og Børge L. Knudsen”). Derefter fulgte en række udstillinger bl.a. her i KunstSmedjen. Nu er vi her igen. 

Vi vil som vanlig sørge for lidt musikalsk indramning, vi vil derfor også invitere til Kunstsmedjen mandag den 16. juni kl. 19.30 synger koret Di Vers med band. Viggo var vældig glad for det rytmiske kor Di Vers, som han oplevede i 1988 hvor vi havde arrangeret en stor udstilling i det Gule Palæ (Roskilde Kunstforening) i den gamle stændersal, så hvad er mere naturlig end at spørge koret om de har lyst til at prøve igen. Måske kan Viggo høre en enkelt tone eller to.

De bedste hilsner fra Klaus Tuxen og den tålmodige og hjælpsomme familie.

Forrige
Forrige

BIG SUMMER 2025 / 14. JUNI kl. 18-22

Næste
Næste

Kunst i pinsen / Lørdag 7.6.-12.6.25